Danmark er i gang med at vaccinere mod COVID-19. Regionernes kapacitet er maksimalt på 100.000 daglige vaccinationer på landsplan. Når Danmark modtager flere vacciner end regionernes kapacitet kan håndtere, er der behov for, at virksomheder kan bidrage med vaccinationer, så man i en fælles offentlig-privat indsats kommer op på 400.000 vaccinationer dagligt.
Practio har i samarbejde med Abacus Medicine vundet udbuddet for vaccinationerne i Region Sjælland. Her skal vaccineres op mod 43.500 om dagen i Jyderup, Kalundborg, Vordingborg, Nakskov og Greve. Det kræver en bemanding af centerledere, vaccinatører og assistenter på samlet 250 medarbejdere. Centrene skal have åbent 8-21 alle ugens dage.
FORTEM har bistået Practio i tilbudsledelsen og sikret at de kvalitative beskrivelser overholdt kravene og at løsningen var i overensstemmelse med de behov som Region Sjælland har.
Practio tilbyder allerede vaccinationsservice i hele Danmark i samarbejde med apoteker. De har stor erfaring med at drive vaccinationscentre mod COVID-19 i England, hvor de varetager mange vaccinationer samt sikrer hygiene, service og også transport til og fra centrene. Alle i Practio uddannes til at vaccinere, håndtere bivirkninger og skabe tryghed for mennesker under vaccinationsforløbene.