Hvorfor er Norge verdensførende i elbiler, og hvad skal Danmark gøre for at komme med?

Læs vores interview med danske Simon Dyhr fra Norsk Elbilforening. Simon flyttede med sin norske kæreste og deres to børn for nylig tilbage til Norge. Simon skiftede samtidig jobbet i Dansk Industri ud med et job som politisk rådgiver i Norsk Elbilforening i Oslo (verdens største elbilforening). Her skal Simon få nordmændene til at købe endnu flere elbiler og skabe en grønnere fremtid. 

I FORTEM har vi interviewet Simon om det fantastiske elbilseventyr i Norge, hvor Danmark blev af og hvilken rolle offentlige udbud og indkøb spiller.

Hej Simon, du kender norske forhold indgående både fra din tid på den norske ambassade, som politisk rådgiver på Stortinget og nu som politisk rådgiver i Norsk Elbilforening. Hvor stort er elbiler egentlig i Norge?

Det er fantastisk stort og verdensledende. I første kvartal af 2020 var andelen af elbiler i nybilsalget på 50 % – det absolut højeste i verden!

Hvorfor er det lige Norge som er blevet verdensførende på elbilsområdet?

De sidste 30 år har norske politikere taget politiske greb for at Norge skulle være førende på elbiler. I løbet af 90’erne og 00’erne blev der indført fritagelse for engangsafgift, moms, reduceret pris på offentlig parkering samt tilladt kørsel i kollektivfeltet for elbiler. Alt sammen politik som blev vedtaget under skiftende regeringer på tværs af blokkene.

Er der også særlige norske forhold som gør sig gældende for succesen?

Nu er nordmændene jo på en måde lidt heldigere end andre lande, da de får den laveste el-pris pr. kWt i Europa. Det er el som kommer fra grønne energikilder som vand og vind. Langt de fleste elbilejere i Norge lader sin bil hjemme hvilket også er den billigste løsning. En elbilejer i Norge bruger faktisk 4-5 gange færre kr. ift. benzin-/dieselbilejer!

Hvor langt er Norge i dag i forhold til Danmark?

Set i forhold til Danmark når det handler om ladeinfrastruktur, er det imponerende, at Norge som er ca. 9 gange større end Danmark er kommet så langt med at gøre ladning af elbil muligt overalt i landet. Målet i Norge er, at elbiler skal udgøre 100 % af nybilsalget inden 2025 – det er ca. 1,2 mio. elbiler på norske veje – det øger kraftigt behov for bedre ladeinfrastruktur.

DK kom vel også ret godt fra start på elbiler – i dag undrer mange danskere sig nok over hvorfor vi blev hægtet af. Hvad er den væsentligste årsag til at vi ikke længere er så langt?

For forbrugerne er prisen vigtig! Ud fra norske erfaringer med fritagelse for engangsafgift og moms, har man i Norge haft succes med at gøre elbiler tilnærmelsesvis konkurrencedygtig med en fossil-biler. Elbil er dyr teknologi. Nordisk elbil barometer 2020 viser tydeligt, at prisen er den største forhindring for, at flere danskere vælger elbilen!

Hvad skal vi gøre i Danmark for at få elbilsalget i gang igen?

I Danmark må man fra Christiansborg, i regionerne og kommunerne ikke kun tale om elbiler – man må investere, planlægge og stimulere, så det bliver billigere og nemmere at være elbilejer. Danmark kan fx vedtage fritagelse på afgifter og moms samt lave en politisk plan for at sikre ladeinfrastruktur i hele landet.

Er der særlige områder, hvor det offentlige gør noget for udbredelsen af elbiler?

Et område man har stor succes med, er fylkeskommunale- (svarende til danske regioner) og kommunale støtteordninger til at få sat ladeinfrastruktur op i andels- og ejerforeninger samt kommunale tilbud om rådgivning lokalt til borgere og virksomheder med bistand fra Norsk Elbilforening.

Understøtter norske kommuner, fylkeskommuner og staten også elbil-strategien i deres indkøb og udbud?

I vis grad – Når det handler om offentlige indkøb af elbiler er det på vej, men slet ikke så langt som privatmarkedet. 

Er der andre udbudsområder, hvor det offentlige arbejder med at mindske emission?

På offentlig transport er man kommet meget langt og understøtter også grønne mål ved krav om nul-emission for bybusser og færger i fjordene. 
Ud fra min erfaring med offentlige udbud fra min tid i Dansk Industri, er det min klare vurdering, at man er nået meget længere i Norge når det handler om at stille krav om nulemission i offentlige udbud.

Norsk Elbilforening rådgiver både i Norge og internationalt om hvordan man som stat, region og kommune kan gøre en strategisk og indkøbsmæssig forskel. Ønsker I at høre mere, kan de kontaktes via www.elbil.no.

Hvorfor er Norge verdensførende i elbiler, og hvad skal Danmark gøre for at komme med?
LinkedIn
Facebook