FORTEM STØTTER
TEAM RYNKEBY

Til fordel for børn med kritiske sygdom

Når Team Rynkeby cykler mod Paris den 30. juni 2018, så bliver det med FORTEMs direktør Michael Gehrke i feltet. For Michael er turen ikke kun for den gode sags tjeneste, men det er en oplevelse for livet.

Du kan følge Michaels tur fra København til Paris med resten af Team Rynkeby her på siden fra den 30. juni.

Hjælp Michael og Team Rynkeby med at hjælpe børn med kritisk sygdom . Sidste år samlede Team Rynkeby mere end 65 mio. kroner ind til kampen mod børnekræft. Følg linket og giv dit bidrag.

København – Vordingborg

Vækkeuret ringer 05:30. Nu er det nu.

Det er ikke helt til at forstå, at vi endelig skal afsted til Paris. Forud er gået 285 dage, siden jeg mødte holdet for første gang. Vi har spinnet sammen i januar og februar og har trænet siden 1. marts – to gange om ugen. Vi startede med at cykle 35 km, som jeg synes var langt. Nu skal jeg cykle 1.285 km uden hviledage. Udover træningen har vi haft diverse arrangementer og fået et hav af informationer. Det er gået stærkt. Helt vildt stærkt.

Alt er pakket og klar. Rynkebytasken blev afleveret i går, og det eneste jeg skal have med til Rådhuspladsen er min personlige plastikkasse (som indeholder pas, penge, et ekstra sæt tøj, og andre småting, som vi bruger, mens vi cykler), min cykel og mit Rynkeby cykeltøj.

Familien skal med ind til Rådhuspladsen og opleve det hele sammen med mig. Så derfor står de op samtidig, og vi tager sammen med toget.

Jeg er spændt og glæder mig helt vildt til at møde mine holdkammerater på Rådhuspladsen og ikke mindst få oplevelsen sammen med mine nærmeste. Men jeg kommer også til at savne mine unger og Camilla – Har faktisk aldrig været væk fra dem så længe før. Otte dage, så ses vi i Paris.

Rådhuspladsen syder af mennesker. Jeg er overvældet over, hvor mange pårørende der er samlet. Udover mine tre nærmeste, kommer min gode kollega Anders også, min kones tante (Tante Liss), mine forældre, tre af mine nevøer og niecer, min storesøster Lotte og hendes mand Peter og deres barnebarn.

Der er bare en super god stemning, og holdet er klar. Jeg bliver mindet om, hvorfor det er jeg har tænkt mig at bruge otte dage med 49 andre ryttere og vores fantastiske serviceteam, da en far fra scenen fortæller om hans datter, om den tumor i hjernen hun har, og at hans datter skal dø. Det rør mig, og det bliver ikke mindre rørende, når man står der sammen med sine nærmeste.

Bang. Vi bliver sendt afsted. Vores hold kører sidst og jeg sidder som en af de allerbagerste og kan følge den gule slange – som snor sig gennem Københavns gader. Vi kører i samlet flok til Mosede Fort i Greve, med et hav af motorcykler, som sikrer at vi kommer igennem byen uden for mange stop.

Crash. Efter 18 km ser jeg et styrt 20 meter forude. F… Det er mit hold der kører der, og jeg fornemmer, at det var voldsomt. En nordmand kørte lidt for vildt. Styrtede og var ved at tage flere af mine holdkammerater med. Hans skulder så skidt ud, og vores sygeplejerske mente, at han måske har brækket skulderen.

Videre fra Mosede Fort kører vi mod Vordingborg alene med fire motorcykler. Det går nemt – Vi er stærke og vejret er med os. På vejen, stopper vi i Karise ved SuperBrugsen. Her bliver jeg virkelig overrasket. Serviceholdet har slået tre Østsjælland pavillioner op, og har sørget for en fantastisk buffet – og der bliver grillet pølser og kottelleter. Vi kører videre til Vordingborg og slutter dagen på torvet, hvor vores servicehold igen har stillet op. Vi får en fadøl, mens vi taler dagen igennem. Vi har kørt 100 km og føler ikke vi har brugt nogle kræfter. Vi er klar til at indtage kasernen, hvor vi skal overnatte.

Vi hygger om aftenen. Det virker som et meget homogent hold. Vi kører godt, men vi fungerer også godt socialt. Fantastisk. I morgen går turen for alvor i gang. I morgen kører vi længere sydpå og ind i Tyskland.

Vordingborg – Neumünster (Tyskland)

Vækkeuret ringer klokken 06.00. Min roomie, Kim, og jeg skal finde en fælles morgenrutine. Kim er heldigvis en af de mere rutinerede på holdet, så han kommer med en masser gode tips. Han “advarer” mig blandt andet om dagen i dag, som godt kan komme til at føles lidt lang – især efter færgeoverfarten.

Alt er nyt for mig, da det er min første tur med Team Rynkeby. Vi skal aflevere vores tasker i store bure, der bliver lastet ombord på teamets lastbil. Vores personlige plastik(mad)kasse skal afleveres til crewet i servicebilen. Det hele er nøje planlagt, og tidsplanen overholdes til punkt og prikke. Man kan tydeligt mærke, at der er styr på tingene, og at alle kender deres opgaver og dagens program. Vi samles til en kort morgenbriefing, inden vi kører ned og får morgenmad i den lokale sparekasse. Efterfølgende holder Vordingborgs Viceborgmester en tale for os, hvorefter han sender os afsted fra Vordingborg Torv.

Foran os venter 177 km, som skal bringe os fra Vordingborg til Neumünster i Tyskland. Først går turen til Rødby, hvor vi skal med færgen til Puttgarden. Vores serviceteam er kørt i forvejen og har sørget for indtjekning. Da vi kommer frem til færgelejet, står personalet derfor klar til at dirigere os til den rette bane – så vi kan køre sikkert ombord på færgen. Efter færgeoverfarten kører vi forbi Fleggaard, hvor vi henter sodavand og Nutella, som Fleggaard har været så søde at donere til holdet.

 

Første styrt

Ved Femernbroen har vi desværre vores første rigtige styrt. Vi kørte en efter en over broen, men da cykelstien pludselig stopper, bremses der hårdt op, fordi vi skal ud på kørebanen. Opbremsningerne bliver hårdere og hårdere jo længere op igennem feltet de kommer, hvilket desværre resulterer i at to ryttere styrter – dog heldigvis uden større skader. Vi kører videre med utroligt højt humør og med rigtig god fart – en del hurtigere end vi havde forventet: Vi ligger og kører med ca. 30 km/timen i snit.

Turen efter færgen er lidt lang. Det er hårdt at sidde på en cykel i så mange timer. Vi har en let medvind, og solen skinner, så det er ikke så hårdt for benene, men det er hårdt for nakken, skuldrene og numsen. Og så er det mentalt krævende. Nogle har evnen til at lukke sig ind i sig selv og bare køre derudaf. På denne strækning finder jeg ud af, at det evner min psyke ikke. Jeg har brug for en at tale med. Heldigvis har jeg fået en fantastisk makker, Cecilia, som er en ung, stærk og kvik pige. Vi får talt om alt mellem himmel og jord, og vi hjælper hinanden igennem dagen, selvom vi begge er trætte til sidst. Vi ankommer først ved hotellet lidt over seks om aftenen. Noget af det, der holder os oppe, er udsigten til at se Danmark spille mod Kroatien i aften.

Landskamp

Vi ankommer til hotellet, og vores serviceteam serverer fadøl under skyggen fra vores pavillioner. Efter en hurtig øl får vi pakket lidt ud og snuppet et hurtigt bad, inden vi skal ned og spise aftensmad. En af rytterne på holdet har sørget for projekter og streamning af landskampen. Der er en god stemning, og jublen er stor, da Schmeichel redder det første straffespark.  Skuffelsen er dog tilsvarende endnu større, da Danmark ryger ud. Jeg drikker ud og går i seng.

Neumünster – Bremen. 177 km.

Vækkeuret ringer ikke i dag, for både Kim og jeg vågner, inden alarmen går. Vi taler lidt sammen, og vi har allerede fundet en form for rutine. En af vores ‘traditioner’ er blevet morgenkaffe, som brygges på den medbragte ”rejse”-Nespresso maskine, som sikrer, at vi får en god start på dagen.

Tre ”Rynker” har fødselsdag, og det fejres med fødselsdagssang ved morgensamlingen inden afgang. Til morgensamlingen melder alle rytterne deres rytternumre fra 1-51 – (Vi er 50 ryttere, men servicechefen insisterer på også at have et nummer). Jeg er rytter nummer 5. De tre fødselarer får også et tylskørt på som udklædning, som de skal bære hele dagen.

Dagen byder på en meget flad rute, og solen står igen højt, og vi har let medvind. Benene har det fortsat godt – jeg har overhovedet ingen problemer med dem, og det er jeg faktisk lidt forundret over. Men det er jo bare et godt tegn. Jeg havde frygtet dagen lidt på forhånd, da det er første gang, jeg cykler så langt tre dage i træk. Jeg har været bekymret for, hvordan min krop ville reagere.

Turen går som en leg med den bedste Cille som makker. Vi taler os nærmest igennem hele turen, og vi bliver overrasket over, hvordan den ene kilometer tager den anden. Igen i dag cykler vi stærkt – lige omkring de 30 km/timen i snit. Det er kun de sidste 25 kilometer, som er lidt hårde mentalt. Det føles lidt som en evighed at komme igennem, men vi klarer det og ankommer til et lækkert hotel, der ligger ved Elben.

Nakke, skulder og siddeknoglerne er værst medtaget, men i en noget mindre grad end jeg havde frygtet. Min cykel fungerer fortsat perfekt. I ugen op til turen brugte jeg en del timer på at skifte kassette, kæde, bremseklodser, styrbånd og dæk. Gearerne er indstillet, og alt spiller bare. Hvis der er noget, der ikke fungerer, kan jeg selv fikse det. Holdet har dog også en cykelmekaniker med. Han hedder Jonas, og hver dag sørger han for at servicere de cykler, der har lidt skavanker.

I dag ankommer vi lidt tidligere til hotellet, og vi har derfor lidt mere tid til hygge med holdkammeraterne. Det gør vi igen under pavillionerne, hvor serviceholdet har grillet pølser og brød til os, inden vi ankom.